Om moral i forfald

Jeg har i lang tid gået og tænkt meget over det der med moral og omtanke i forhold til ens medmennesker. Jeg mener at man ALTID skal behandle sine medmennesker ordentligt, at man skal gebærde sig i verden på en måde så vi allesammen kan være her. Tit og ofte føler jeg mig som en uddøende race!

I dag fik jeg sat et punktum over i'et i hele den sammenhæng. Jeg var vidne til mit første trafikuheld. En cyklist kører hasarderet og presser en anden cyklist ud på kørebanen, hvor hun bliver påkørt af en varevogn. Heldigvis reagerede manden i varevognen hurtigt og damen slap med en meget meget stor bule i panden, og formentlig en øm krop i morgen. Men manden som var skyld i hendes ulykke - og som inden ulykken havde været ved at presse et andet vidne ud på kørebanen - var ingen steder at se!
Næh nej, han var kørt fra stedet. Selvom han var skyld i ulykken og selvom damen det første minut lå helt stille på kørebanen, var han skredet. Jeg tror vi var fem vidner som stoppede. Jeg kørte foran ulykken, men var alligevel blandt de første på stedet...for mange vidner fortsatte bare på deres cykler, mens de nysgerrigt kiggede kiggede på den livløse skikkelse.

Bagefter, da ambulance og politi havde sagt vi godt kunne tage hjem var jeg rystet. Og mest af alt rystet over, hvordan man som menneske kan være skyld i at andre mennesker kommer alvorligt til skade, og så ikke tage ansvaret! Hvordan kan man bare cykle videre og være ligeglad? Og hvordan kan man som vidne tænke at der nok er andre der tager sig af sagen, men samtidig gerne lige vil se lidt af actionen? Hvor er danskernes moral? For mig var det en bekræftelse i, at jeg lever i et samfund, hvor moralbegreberne er blevet nogle helt andre, end de var en gang!