om jazz og doom

Dagen i går var yderst kulturel og i musikkens tegn.
Først vinterjazz festival på Statens museum for kunst med Thomas Clausen og Palle Mikkelborg. Det var fantastisk, men rammerne er selvfølgelig også perfekte og unikke til lige netop den slags musik. De to musikere havde et spil kørende, som vidnede om mange års samarbejde og venskab. Musikken var smuk, fyldig og drømmende og passede helt perfekt til det snebelagte landskab man sad og kiggede ud på.

Nogle timer senere gik turen til lille Vega Sunn O))). Jeg var lettere begejstret for opvarmningsbandet, Eagle Twin, som spillede en tung koncert på 50 min uden nogen pause mellem numrene. Sunn 0)))'s entre så scenen lovede også godt, røg og kutter. Men så var det gik galt. Jeg er godt klar over at rock musik mm. skal spilles HØJT og at nogle tåber mener men helst skal være halvdøv, hvis man er flittig koncertgænger. Her er jeg ikke enig og da koncertens lydniveau med 100% oversteg det tilladte niveau med et par hundrede decibel, kunne jeg desværre ikke koncentrere mig om musikken (som jeg fornemmede ville være faldet i god jord), men i stedet blive mere og mere desperat efter at nogen ville skrue ned.
Koncerten sluttede for mit vedkommende før tid, med mere tanke på om jeg nu ender med tinitus (trods ørepropper med ekstra stærkt lydfilter, hår, hættetrøje og hænderne) end på den koncert jeg lige havde været inde til.